SOL - BIVIRKNINGER
Der snakkes meget om solen – uden at nogen med sikkerhed ved ret meget. Det betyder også at der er meget forskellige retningslinier – eller skal vi kalde det restriktioner – i forbindelse med laser behandling. Helt overordnet kan man sige at huden ikke må være ny-solbrun, fordi nyligt dannet pigment i huden giver anledning til en stærkt øget varmedannelse når den udsættes for laser eller IPL, og der vil være en markant øget risiko for forbrænding. Derfor – altid undgå feriesol og solariesol og høj dansk sommersol en måned forud for behandling. Jo mørkere hudtype man har – desto større risiko for forbrænding – så en sart lys hud der dårligt bliver brun er faktisk den mest robuste hud overfor laser. Helt specielt gælder at lys asiatisk hud er særligt udsat for at blive forbrændt ved laser behandling.
Men hvad så efter behandling?
Her må man sige at der hersker forskellige meninger. Det man er bekymret for – eller opmærksom på – er, om der kommer pigmentmisfarvninger hvis man udsætter nybehandlede områder for sollys. Det er nemlig sådan at al form for irritation af huden kan give anledning til pigmentdannelse – og personer med en mørk hudtype ved, at hvis man presser en bums – ja så risikerer man at der kommer en brun plet – og dette har ikke noget med sollys at gøre.Tilsvarende må laserbehandling ses som en irritation af huden og dermed risiko for pigmentdannelse – også selv om huden ikke efterfølgende udsættes for sol. Så man ved faktisk ikke om, og i hvilken grad sol efter laserbehandling øger risikoen for pigment.
Et råd kunne derfor være at man undgår sol i tiden lige efter laserbehandling – hvor huden er synlig irriteret - men hvor længe, er der ingen der ved med sikkerhed. Nogen læger er MEGET restriktive og siger måneder – andre er mere moderate, og siger at man skal undgå sol så længe der er irritation efter behandlingen – det vil sige nogle dage eller få uger.
Mit råd er at man som kunde selv skal have lov til at bestemme hvor forsigtig man vælger at være – det er jo ikke nødvendigvis et godt råd at man skal holde sig fra sol i månedsvis, hvis det i virkeligheden ikke betyder noget.